Jacob Aagesen

Jacob Aagesen, 47 år og gift med Helle.

To børn, en dreng på 14 år og en pige på 12 år.

Økonomichef for Øresundsbron.

Jacob’s mærkesager:

  • Skoler: Vi skal tilbyde gode skoler til alle børn i Herlev uanset det enkelte barns niveau. Samtidig skal vi tilbyde en tryg skolegang, hvor der skal være konsekvent indsats overfor mobbere, og hvor alle uanset religion skal føle sig velkomne og ikke forfulgt. Børnene skal have korte skoledage og max 24 elever i hver klasse.
  • Idræt og fritid: At røre sig er vigtigt for ens sundhed. Herlev er en by, der vokser, og hvis alle skal kunne dyrke idræt, skal der være nok plads og anlæg i god stand. Det er derfor vigtigt, at idrætsanlæg løbende renoveres og udbygges. Samtidig skal vi sørge for, at andre fritidsaktiviteter såsom spejder, musik, teater etc. også bliver understøttet på lige fod med idræt. Vi skal tænke både på eliten og bredden.
  • Klima: Vi skal i alt, hvad vi beslutter tænke miljø og klima ind. I Herlev bygges meget lige nu og der, hvor der er størst klimamæssige besparelsesmuligheder på en bygning, er når den bygges.
  • Tryghed: Herlev skal være en tryg by at færdes i for alle og på alle tider af døgnet. Vi skal have en lokalpolitistation igen, hvor betjentene kender herlevitterne.
  • Økonomi: Der skal være balance mellem indtægter og omkostninger, og kommer der for mange penge ind i skat i forhold til omkostningerne, så skal pengene tilbage til borgerne og virksomhederne i form af skattelettelser. Flere penge til den enkelte er også velfærd.

Hvornår blev du politisk aktiv?

Jacob har været politisk aktiv hos Det Konservative Folkeparti i Herlev i to år, men har altid haft en stor interesse for politik og samfundsforhold og har altid fulgt området tæt både kommunalt og nationalt. Jacob’s årsag til at gå aktivt ind i politik var oplevelsen da hans børn kom tilbage til den danske folkeskole efter, at de begge havde gået tre år i spansk skole, hvor der var en hel anden disciplin og øjeblikkelig konsekvens for dem, der trådte ved siden af, plus at det faglige udbytte var højere på trods af færre skoletimer.

Hvorfor stemme på Det Konservative Folkeparti?

Vi går ind for, at man skal støtte de svage uden at knække de stærke. Der skal være respekt for dem, der knokler og tager risici i stedet for altid at blive kanøflet af venstrefløjen. Vi har fokus på ordentlighed og respekt – også for andres synspunkter. Mener man i dag noget andet end S flertallet i Herlev, så bliver man straks kaldt for uansvarlig, at man blander sig uanstændigt, at man er selvpromoverende eller vrøvler. Det viser med tydelighed, at det blevet for mageligt for S at sidde med det absolutte flertal, så de ikke er tvunget til at indgå kompromisser. Det er vigtigt at høre andres synspunkter, for det kan gøre beslutningerne bedre.

Hvad laver du når du ikke laver politik og arbejder?

Weekender går typisk med at være til badmintonstævner med min søn plus lidt havearbejde og i fodboldsæsonen også en masse fodbold især fra La Liga (hvor Barcelona og Elche er yndlingsklubberne – sidstnævnte fordi det var der, vi boede i tre år og klubben, min søn spillede i) og Premier League (hvor Liverpool er klubben). Og ligesom mange andre danskere bliver fitnesscenteret besøgt et par gange om ugen, hvor det typisk står på spinning.