Ole Pedersen

Jeg hedder Ole Pedersen.

Jeg er 51 år gammel og arbejder på et lager i et gammelt familiefirma i København.

Jeg flyttede for 8 år siden til Herlev og er rigtig glad for at bo her. I min fritid går jeg meget på loppemarkeder, hvor jeg er især interesseret i bøger. Jeg har vel en af Danmarks største samlinger af gamle danske samlealbums.  En anden stor interesse er fodbold og så er der nok nogle der vil mene, at  jeg er meget glad for kage og søde sager.

Jeg er konservativ,  fordi jeg mener, at det er vigtigt, at der er orden i samfundet. Danmark skal være et trygt sted at bo. Det kan vi kun sikre ved, at Danmark har et stærkt erhvervsliv, der har gode betingelser. Det er forudsætningen for, at vi har råd til at passe godt på hinanden.

Jeg bor i Lille Birkholm. Den vigtigste grund til, at jeg stiller op til kommunalvalget er, at jeg synes at Lille Birkeholm og Hjortegården skal have en stærkere stemme i Byrådet. Alt for ofte bliver vi glemt, vores buslinjer bliver nedlagt eller pengene bliver brugt i en anden del af kommunen.

Det er også vigtigt for mig, at Herlev bliver en sikker kommune at bo i: Vores biler skal ikke brændes af og man skal kunne færdes trygt. En løsning kunne være øget overvågning.

Herlev skal også  tilbyde vores børn en moderne skole. Det er vigtigt, at de får en god start på livet. Ligeledes skal vores ældre, sikres en værdig alderdom med valgmuligheder og gode plejehjem. Det er jo trods alt deres hårde arbejde, der har skabt, det samfund vi har i dag.

Du kan læse mere på min hjemmeside: https://olepedersen.konservative.dk/

Jeg ville blive rigtig glad, hvis du ville følge mig på Facebook.